Centerbørnehavens historiske baggrund.

 

I 1950 nedsatte Samfundet og Hjemmet for Vanføre et udvalg, der skulle afgive betænkning om behandlingen af spastikere i Danmark, samt give forslag til forbedringer af denne behandling. Der blev indledt et teamsamarbejde mellem børneneurolog, ortopæd og fysiurg ved Ortopædisk Hospital. Da resultatet af udvalgets arbejde forelå, blev der i året 1952 oprettet en klinik for cerebral parese på Ortopædisk Hospital, København, Hans Knudsens Plads nr. 3. Klinikkens opgave var i første række at diagnosticere børn, men det viste sig hurtigt, at der også var et stort behov for behandling. Det havde længe været klart, at en udbygning af den oprindelige klinik var nødvendig.

 

I 1964 fik man byggetilladelse til at opføre en diagnoseklinik, samt en behandlingsafdeling for hjemmeboende patienter og en børnehave beregnet for 30 børn.

Klinikken var forsynet med svømmebassin med dertil hørende gæsteværelser, til mødre der kom langvejs fra, for at lære at give deres børn hjemmebehandling. Og endelig tillod lokaliteterne, at børnene kunne modtage musikundervisning. Hospitalet sørgede for transport både til klinikken og børnehaven.

Til klinikken hørte en behandlingshave, hvor havearkitekt og pædagoger i samarbejde, skabte et rekreativt område, hvor børnene kunne optrænes til bevægelsesfrihed, og hvor der senere skabtes gode legemuligheder.

 

”I haven er der anlagt gangarealer med belægninger som grus, asfalt, fliser, græs, der hver kræver forskellig indsats af det handicappede barn. Der er besværlige kantsten, slisker og trappeanlæg, hvor barnet videre kan optrænes, og man har endda planer om at opstille en sporvognsmodel, så der kan gives træning i af- og påstigning”. (Citat fra Berlingske tidende. 2. september 1966.)

 

Afdelingen blev ledet af børneneurolog, klinikchef Svend Brandt. Der var ansat 24 medarbejdere. Byggeomkostninger og inventaromkostningerne beløb sig til 3½ million kr. Driftsomkostningerne androg sig til 1,3 millioner kr. om året, oplyste Samfundet og Hjemmet for Vanføre. 

 

Klinikken blev navngivet: ”Behandlingsbørnehaven ved Ortopædisk Hospital, København”

På brevpapir, visitkort , etc.:

Samfundet og hjemmet for Vanføre

Ortopædisk hospital

Klinik for cerebral parese og børneneurologi

Hans Knudsens Plads 3, København Ø.

 

I 1978 overgik klinikken og børnehaven til Rigshospitalet. I 1991 overgik klinikken til Hvidovre Hospital og Centerbørnehaven blev en selvejende institution med tilknytning til Spastikerforeningen og med driftsoverenskomst med Københavns Kommune. I 1996 oprettede Spastikerforeningen 6 nye pladser med en samarbejdsaftale med Frederiksborg Amt og Frederiksberg Kommune. I forbindelse med Amternes udlægningerne overdrager Spastikerforeningen de 3 pladser fra Frederiksborg Amt til Københavns Kommune. Frederiksberg Kommune fastholder fortsat deres 3 pladser. Københavns Kommune kan dog råde over disse ved manglende behov fra Frederiksberg.

 

Københavns Kommunes visitationsudvalg har visitationsretten, dette fra 1996, ved oprettelse af driftsoverenskomstens udarbejdelse.